/www/wwwroot/fodboldtrojeronline.com/catalog/view/theme/fastor/template/common/dk_art/1272.txt.txt=
Første gang, jeg var til VM for kvinder, var i Canada for otte år siden. England var baseret i gruppefasen i en lille by kaldet Moncton i den smukke Maritime provins New Brunswick.
Jeg gik derud med en ven fra FA, og da vi gik ned ad hovedgaden, så vi nogle af spillerne – Jill Scott og Toni Duggan var to af dem – på den anden side af vejen. De vinkede glade. De virkede mildt sagt overraskede over at se nogen fra medierne overhovedet. England tabte i semifinalen.
Fire år senere, i Frankrig, var opmærksomhedsniveauet et helt andet. Turneringen føltes større og bedre, og det samme gjorde infrastrukturen omkring det engelske hold. England havde også en god side og en højprofileret manager i Phil Neville.
Det var en af de bedste turneringer, jeg nogensinde har dækket, dels på grund af fodboldens standard, dels på grund af følelsen af, at kvindespillet endelig fik den opmærksomhed, det fortjente, og dels på grund af den optimisme, der strømmede gennem sporten. England tabte i semifinalen.
Jeg brugte nok for meget tid på at skrive om, hvilket vigtigt øjeblik det var for kvindekampen og ikke nok tid på at skrive om selve fodbolden. Det var en fejl hos mig og måske hos andre mandlige sportsforfattere som mig.
.png)
